torsdag den 14. juni 2012

John Irving - In One Person




John Irving
In One Person
425 sider
Udkommer på dansk august 2012







Jeg har hørt meget godt om John Irving, og har længe gerne ville læse hans bøger, så da jeg fandt et fantastisk tilbud med denne In One Person, der udkom Maj 2012, og Verden ifølge Garp til ca 120kr, måtte jeg slå til. Da bogen lige er udkommet, går den under emnet 2012 i bogudfordringen.

Bogen handler om forfatteren Bill, der i en alder af nogle og tres fortæller hans livshistorie; som en dreng voksende op i en lille by i Vermont i efterkrigstiden og hans søgen efter at acceptere, hvem han er, og blive accepteret, for den han er. Bogen handler i høj grad om sexualitet; heterosexualitet, homoseksualitet, bisexualitet og transsexualitet. Om det at springe ud som biseksuel i en lille by, om det at turde være, hvem man er, og om det at blive accepteret af dem man holder af og om kærlighed. Bogen er Bills livshistorie, hvor man springer lidt frem og tilbage i hans liv, så selvom bogen ikke er skrevet kronologisk, får man et godt indblik i hans barndom, hans ungdom, voksentiden og hans alderdom.
Bogen er generelt skrevet i en munter tone, men kommer også ind på livet af en, bl.a med fokus på AIDS epidemien i 80érne. Bogen er enormt velskrevet, og der er mange referencer til klassiske bøger og Shakespeare. Hvilket gør at jeg ikke bare kunne sluge bogen (selvom jeg gerne ville), man skal give sig tid til at nyde hver linje og give sig tid til at tænke over teksten, fordi der er så meget i alt, hvad der er skrevet. På trods af at emnet hovedsageligt er seksualitet, bliver bogen aldrig vulgær.

Det er en fantastisk god bog - en af de bøger der efterlader et lille savn.  Bogen inspirerer til at læse og til at acceptere og respektere mangfoldigheden. Det er en bog, jeg absolut vil anbefale til alle, og en bog jeg allerede glæder mig helt vildt til at genlæse. Jeg er også klar på at springe ud i flere John Irving bøger.
Dette her er absolut en yndlingsbog - LÆS DEN


Ingen kommentarer:

Send en kommentar