Herbjørg Wassmo - Hundrede År

Herbjørg Wassmo
Hundrede År
Slægtsroman
442 sider








Wassmo fortæller i "Hundrede År" historien om sin slægts kvinder.
Kvinder, der må kæmpe for familie, kærlighed og udlængsel i det kolde nord Norge. Her møder vi Sara Susanne, Elida og Hjørdis, Herbjørgs oldemor, mormor og mor. Desuden møder vi den lille pige, der må nedskrive sine tanker og gemme sig fra "ham". 

"Hundrede År" er inddelt i 6 bøger. Vi følger formødrene igennem deres liv. Bogen er ikke skrevet synkron, og vi springer i tid, sted og imellem de kvindelige fortællere. Hvert bog starter dog med et selvbiografisk afsnit, hvor vi følger Herbjørgs egen opvækst.

Det er helt klart Herbjørgs egne fortællinger, der rører mig mest, mens formødrenes historier er gode og hyggelig underholdning, er det de første afsnit i hver bog, der giver mig kuldegysninger. Så fint fortalt, fra et barns synspunkt, uden at gå i detaljer, ledes vi ind på hendes barndom plaget af overgreb og hendes overlevelsesevner så hun kan stå imod "ham". 

"Jeg fortøjer gule notesbøger under staldgulvet eller gemmer dem i blikdåsen under fjeldhulen. Jeg taler ikke længere med fisken fra farmorkilden. Men med mennesker kun jeg kan se. Sådan er jeg aldrig alene når jeg går til butikken, skolen eller præstegården. De er til at stole på og gør det jeg tænker. Det er et stort og spændende arbejde at finde ud af hvem de er og hvordan det går med dem."

Flere steder i bogen fandt jeg mit skole psykologi frem, og tolkede på Hjørdis som person. Måske fordi Elida forsømte hende som baby, har hun fået et "falskt jeg", hvilket kan argumentere for hendes uvidenhed eller ignorance ifht Herbjørgs opvækst. Slægtselementet giver ihvertfald et nuanceret billed af familiesagaen, og giver i den forbindelse anledning til mange tanker. Bogen er mentalt svær at ligge fra sig. 

Igennem Sara Susannes historie møder vi Benjamin Grønlev, der fortæller om hans mor Dina. Jeg elsker dette lille element med sammenhængen til "Dinas Bog", et tidligere værk af Wassmo. Som jeg så meget passende i samme stund også kan anbefale.

"Hundrede År" er skrevet skønlitterært med baggrund i Herbjørgs slægtsforskning, jeg har dog læst, at den er lidt blandet ifht. fiktion og virkelighed. Herbjørgs egen historie er sand, resten kan man så tage for, hvad man vil. Det er ihvertfald en bog der er værd at læse.

"I hundrede år. Vokser og vokser. De ryster i vinden og suser sange. Bedstefædre og små børn dør, men ikke de store træer. De smider bladene og får nye. Grene højt oppe. Rødder dybt, dybt nede."